Kapitel 24
Hej Canada
Nyt land, nyt klima, nyt eventyr. Så blev det tid til at tage hul på vores næste store kapitel og med en lang rejse i bagagen fra Bali, med pitstops i Singapore og Seattle, ankom vi endelig til Vancouver. Det er en by som jeg har et særligt forhold til, da jeg for snart 8 år siden flyttede dertil for at studere. Et sted fyldt med gode minder.
Vi skulle lige vænne os til temperaturen og finde de lange bukser frem igen. Men når det er sagt, så har vores tid i Vancouver budt på rigtig mange gode stunder og oplevelser.
Vi har drukket øl med nye og gamle bekendtskaber. Luis og Liam, 2 gutter jeg boede med for 8 år siden i 'musehuset', bor her heldigvis stadig – dog i nye huse. Et glædeligt gensyn. I forlængelse af det, fik Daniel mulighed for at spille badminton med Liam og hans slæng. Derudover greb vi chancen og tog med til sangria-taco-fest på Daniels kontor, fik afprøvet endnu en Sofar koncert og ikke mindst gået en masse seje ture i den vilde natur, kun et stenkast fra byen. Elsker det. Da muligheden for at se en ishockeykamp på Rogers Arena bød sig, slog vi selvfølgelig også til. En rigtig sjov og underholdende oplevelse. Vores helt store drøm om at stå på ski i Whistler gik i opfyldelse! Det var en magisk dag.
Da vi forlod Australien, troede vi at det var slut med at være på vagt i vores hjem. Men der tog vi fejl. Kort tid efter indflytning, fik vi besøg af en lille 4 benet ven. Se om I kan spotte en mini-mus.